ISO 17359: Tilstandsovervågning og diagnosticering af maskiner – Generelle retningslinjer

Oversigt

ISO 17359 fungerer som en overordnet "paraplystandard" for hele området for tilstandsovervågning af maskiner. Den giver en struktureret ramme og et strategisk overblik for opsætning og styring af et tilstandsovervågningsprogram. I stedet for at detaljere specifikke måleteknikker skitserer den de væsentlige trin, overvejelser og metoder, der bør være på plads for at et program kan være vellykket, fra den indledende planlægning til rutinemæssig drift og gennemgang. Det er udgangspunktet, der refererer til andre, mere specifikke standarder for individuelle teknologier (som f.eks. vibrationer, olieanalyse eller termografi).

Indholdsfortegnelse (konceptuel struktur)

Standarden er struktureret som en køreplan for implementering af en tilstandsovervågningsstrategi, centreret omkring en cyklisk proces i seks trin:

1. 1. Trin 1: Maskinviden og -information (revision):

   Dette grundlæggende trin er den strategiske kerne i hele tilstandsovervågningsprogrammet. Det kræver en grundig revision for at identificere, hvilke maskiner der er mest kritiske for driften og derfor berettiger til overvågning. Dette involverer en risiko- og kritikalitetsanalyse. Når kritiske maskiner er identificeret, kræver standarden en dybdegående undersøgelse for at indsamle alle relevante oplysninger, herunder designspecifikationer, driftsparametre, vedligeholdelseshistorik og, vigtigst af alt, udførelse af en detaljeret Analyse af fejltilstande og effekter (FMEA)FMEA er en systematisk proces, der bruges til at identificere alle potentielle måder, hvorpå en maskine eller dens komponenter kan svigte. For hver fejltilstand (f.eks. "lejeskalning", "akselubalance") er målet at forstå dens potentielle årsager, dens symptomer eller virkninger (f.eks. "genererer højfrekvente stød", "forårsager høj 1X vibration") og konsekvenserne af fejlen. Outputtet af dette trin er en endelig liste over fejltilstande for hver kritisk maskine, som direkte informerer det næste trin i processen.

2. 2. Trin 2: Vælg overvågningsstrategi:

   Dette trin bygger direkte på resultaterne af FMEA'en fra trin 1. For hver identificeret fejltilstand skal der træffes en strategisk beslutning om den mest effektive og økonomiske overvågningsteknologi til at detektere dens opståen. Standarden understreger, at der ikke findes en universel løsning. For eksempel kan FMEA'en vise, at en primær fejltilstand for en gearkasse er tandslid. Strategien her ville være at vælge olieanalyse (specifikt slidpartikelanalyse) som den primære overvågningsteknik, da den kan detektere slidrester længe før en betydelig vibrationsændring opstår. For en anden fejltilstand, som f.eks. aksel forskydning, ville strategien være at vælge Vibrationsanalyse, da det er den mest direkte måde at detektere den karakteristiske 2X vibrationssignatur. Dette trin involverer en omhyggelig gennemgang af alle tilgængelige CBM-teknologier - herunder vibration, termografi, akustik og motorkredsløbsanalyse - og kortlægning af dem til de specifikke fejlsymptomer, der er identificeret i FMEA'en, hvilket sikrer et målrettet og effektivt overvågningsprogram.

3. 3. Trin 3: Etabler overvågningsprogrammet:

   Dette er den taktiske planlægningsfase, hvor den overordnede strategi fra trin 2 omsættes til en detaljeret, dokumenteret handlingsplan. Dette trin involverer definition af alle de specifikke parametre, der kræves for et gentageligt og effektivt overvågningsprogram. Nøgleaktiviteter i denne fase omfatter: definition af de præcise målesteder på hver maskine; specifikation af de nøjagtige parametre, der skal måles (f.eks. RMS-hastighed, peak acceleration, temperatur, slidpartikelkoncentration); fastlæggelse af dataindsamlingsfrekvensen (f.eks. månedligt for ikke-kritiske maskiner, kontinuerligt for meget kritiske aktiver); og indstilling af de indledende alarm- eller advarselsgrænser. Standarden giver vejledning i indstilling af disse indledende alarmer baseret på generiske industristandarder (som ISO 10816), leverandøranbefalinger eller en procentvis ændring fra en basisaflæsning, der tages, når maskinen vides at være i god stand. Resultatet af dette trin er en komplet, dokumenteret overvågningsplan for hver maskine.

4. 4. Trin 4: Dataindsamling:

   Dette trin omhandler den rutinemæssige, fysiske udførelse af den overvågningsplan, der blev udviklet i trin 3. Det er processen med at sende en tekniker eller et automatiseret system til maskinen for at indsamle de specificerede data med den foreskrevne hyppighed. Standarden lægger stor vægt på vigtigheden af at overholde standardiserede procedurer under dette trin for at sikre datakonsistens og repeterbarhed. Det betyder at følge de nøjagtige måleprocedurer for den valgte teknologi, for eksempel at overholde ISO 13373-1 til indsamling af vibrationsdata. Det kræver sikring af, at maskinen fungerer under sammenlignelige forhold (belastning, hastighed) for hver måling, og at dataene er korrekt gemt og mærket med alle relevante kontekstuelle oplysninger (dato, klokkeslæt, maskin-ID, målepunkt-ID) for effektiv trendanalyse og -analyse i de efterfølgende trin.

5. 5. Trin 5: Dataanalyse og diagnosticering:

   I dette trin omdannes de indsamlede data til meningsfuld information. Processen begynder med **dataanalyse**, som involverer sammenligning af de nyligt indsamlede data med alarmgrænserne fastsat i trin 3. Hvis ingen grænser overskrides, bekræftes maskinens tilstand som normal. Hvis en alarm udløses, går processen videre til **diagnostik**. Dette er en mere dybdegående undersøgelse udført af en uddannet analytiker for at bestemme den grundlæggende årsag til problemet. Det involverer en detaljeret undersøgelse af dataene, såsom analyse af de specifikke frekvenser og mønstre i en vibration. spektrum eller undersøgelse af størrelsen og formen af partikler i en olieprøve. Standarden anbefaler en systematisk tilgang til diagnostik, hvor de observerede datamønstre korreleres med de potentielle fejltilstande identificeret i FMEA'en (trin 1) for at nå frem til en specifik og sikker diagnose af fejlen.

6. 6. Trin 6: Vedligeholdelsesbeslutning og handling:

   Dette er det sidste, afgørende trin, hvor resultaterne af tilstandsovervågningsprogrammet omsættes til konkrete handlinger. Baseret på den sikre diagnose fra trin 5 involverer denne fase at træffe en strategisk vedligeholdelsesbeslutning. Standarden beskriver, at denne beslutning ikke altid er at "reparere med det samme". I stedet er det en risikobaseret vurdering, der tager højde for fejlens alvor, maskinens operationelle kritiske karakter og tilgængeligheden af ressourcer. De mulige handlinger kan variere fra blot at øge overvågningsfrekvensen til at planlægge en specifik korrigerende handling (f.eks. en justeringsprocedure, en lejeudskiftning) til det næste planlagte nedbrud eller i kritiske tilfælde anbefale en øjeblikkelig nedlukning af maskinen for at forhindre katastrofale fejl. Dette trin lukker løkken i CBM-processen. Resultaterne af vedligeholdelseshandlingen og verifikationen af, at fejlen er blevet rettet, føres derefter tilbage til maskinens historik (trin 1), hvilket skaber en cyklus af kontinuerlig forbedring og læring.

Nøglebegreber

• Strategisk ramme: Denne standard handler ikke om "hvad" (f.eks. "måling af RMS-hastighed"), men om "hvordan" og "hvorfor" man opsætter et program. Den leverer forretnings- og ingeniørlogikken til tilstandsovervågning.
• Teknologiagnostiker: ISO 17359 er ikke begrænset til vibrationer. Den giver en ramme, der er lige så anvendelig til et program baseret på olieanalyse, infrarød termografi, akustisk emission eller enhver anden tilstandsovervågningsteknologi.
• PF-kurven: Standardens filosofi er tæt knyttet til konceptet med PF-kurven, som illustrerer, at en potentiel fejl (P) kan detekteres ved tilstandsovervågning længe før en funktionel fejl (F) opstår, hvilket muliggør planlagt, proaktiv vedligeholdelse.
• Integration: Det fremmer ideen om en integreret tilgang, hvor data fra flere teknologier kan kombineres for at give en mere sikker og præcis diagnose af maskinens tilstand.

← Tilbage til hovedindekset