ISO 2372: Mekanisk vibration af maskiner med driftshastigheder fra 10 til 200 omdr./s

Resumé af en tilbagetrukket standard

ISO 2372 er en historisk, tilbagetrukket standard, der var en af de første bredt anvendte internationale vejledninger til evaluering af maskinvibrationer. Den blev udgivet i 1974 og gav en simpel metode til at vurdere vibrationsstyrken i almindelige industrimaskiner ved at sammenligne en enkelt bredbåndsvibrationsmåling med et diagram. I årtier var den den foretrukne reference til, "hvor meget vibration er for meget?".

Selvom den var revolutionerende for sin tid, er den siden blevet erstattet af den langt mere detaljerede og sofistikerede ISO 10816 og ISO 20816 række standarder. Forståelse af ISO 2372 er vigtig af hensyn til dens historiske kontekst og for at fortolke ældre vedligeholdelsesdokumenter, der stadig kan referere til dens klassificeringer.

Kernekoncepterne i ISO 2372

Metoden i ISO 2372 var baseret på et par enkle, men effektive principper:

1. 1. Måleparameter:

   Standardens kerneprincip var at kvantificere vibrationers alvorlighed ved hjælp af en enkelt, gentagelig måleenhed. Den specificerede, at målingen skulle være bredbåndsmålingen. RMS (Rotmiddelkvadrat) Hastighed, fanget i et frekvensområde fra 10 Hz til 1.000 Hz (600 til 60.000 CPM). RMS-hastigheden blev valgt, fordi den er direkte relateret til vibrationens destruktive energi, hvilket gør den til en robust indikator for en maskines tilstand uanset dens rotationshastighed. Målingen skulle foretages på maskinens ikke-roterende dele, typisk på lejehusene, da dette var det mest praktiske og tilgængelige sted at vurdere de kræfter, der overføres til maskinens struktur.

2. 2. Maskinklassificering:

   I erkendelse af, at en lille pumpe og en stor turbine ikke kan holdes til den samme vibrationsstandard, grupperede ISO 2372 maskiner i brede kategorier. Dette tillod anvendelse af forskellige vibrationsgrænser baseret på maskinens størrelse, effekt og fleksibiliteten af dens støttestruktur. Klassifikationerne var:

   • Klasse I: Individuelle dele af motorer og maskiner, der er integreret forbundet med den komplette maskine i dens normale driftstilstand (produktionselektriske motorer op til 15 kW er typiske eksempler).
   • Klasse II: Mellemstore maskiner (typisk elmotorer med 15 til 75 kW effekt) uden særlige fundamenter, eller stift monterede motorer eller maskiner op til 300 kW på særlige fundamenter.
   • Klasse III: Store drivmotorer og andre store maskiner med roterende masser monteret på stive og tunge fundamenter, som er relativt stive i vibrationsmålingsretningen.
   • Klasse IV: Store drivmotorer og andre store maskiner med roterende masser monteret på fundamenter, der er relativt bløde i vibrationsmålingsretningen (f.eks. en turbogenerator monteret på en let, fleksibel stålramme).
3. 3. Vibrationsstyrkediagram:

   Kernen i standarden var dens evalueringsdiagram. Dette diagram gav specifikke RMS-hastighedsværdier, der svarede til forskellige tilstandsniveauer for hver af de fire maskinklasser. Kvalitetsbåndene blev typisk udpeget med kvalitative vurderinger, der var lette at forstå og anvende. For hver maskinklasse blev et specifikt interval af hastighedsværdier tildelt kategorier som:

   • A (God): Nyligt idriftsatte eller velholdte maskiner.
   • B (Tilfredsstillende): Acceptabel til langvarig, ubegrænset drift.
   • C (Utilfredsstillende): Ikke acceptabel til langvarig drift. Maskinen bør overvåges og vedligeholdelsesplanlægges.
   • D (Uacceptabelt): Vibrationsniveauer er skadelige og kræver øjeblikkelig handling for at undgå fejl.

   Denne diagrambaserede tilgang gjorde det nemt for en tekniker med en grundlæggende vibrationsmåler at foretage en måling, slå maskinklassen op på diagrammet og foretage en klar bestemmelse af maskinens tilstand.

Hvorfor den blev erstattet

ISO 2372 var et stort skridt fremad, men den havde begrænsninger, som de moderne standarder har adresseret:

• Overforenkling: At gruppere alle maskiner i kun fire klasser var for bredt. Den moderne ISO 10816/20816-serie giver langt mere specifik vejledning til forskellige maskintyper (pumper, ventilatorer, kompressorer osv.).
• Fondens indflydelse: Sondringen mellem "stive" og "bløde" fundamenter var ofte tvetydig og vanskelig at anvende ensartet.
• Manglende diagnostisk information: Standarden angav kun et enkelt samlet tal. Den gav ingen information om frekvenserne i vibrationssignalet og kunne derfor ikke hjælpe med at diagnosticere *årsagen* til problemet (f.eks. ubalance vs. forkert justering).
• Udviklende teknologi: Standarden blev udviklet før den udbredte tilgængelighed af digitale, FFT-baserede vibrationsanalysatorer.

Arv og betydning

Selvom den blev trukket tilbage, er arven fra ISO 2372 betydelig. Den etablerede RMS-hastighed som den primære måleenhed for den samlede vibrationsstyrke, en praksis der fortsætter i nutidens standarder. Mange enkle vibrationsmålere og screeningsværktøjer bruger stadig de farvekodede grønne/gule/røde alarmniveauer, der er baseret på principperne i det oprindelige ISO 2372-diagram.

← Tilbage til hovedindekset